Unge sportstalenter og erhvervsliv samlet til sponsorarrangement

Torsdag i sidste uge mødtes unge, talentfulde atleter fra Thy med en række lokale virksomheder til et Meet N’ Greet-arrangement, hvor eliteidræt og sponsorater var på dagsordenen

Det bugner med talenter i Thy. Kigger man rundt i svømmehaller, i bølgerne langs kysten, i ridehaller, skytteforeninger og mange andre steder, vil man få øje på unge, talentfulde atleter, som alle hver dag arbejder hårdt for at ligge i top inden for deres sportsgren.

Torsdag aften var en række lokale virksomheder mødt op til Sponsored by Thys Meet n’ Greet-arrangement for at møde disse unge talenter fra Thy og for at høre mere om muligheden og værdien i et sponsorsamarbejde. En af de fremmødte var Søren Hundahl, fra J. Hundahl, der fik øjnene op for, hvor mange unge talenter Thy har:

Jeg er dybt imponeret over de unge mennesker, vi har, som er kommet så langt inden for deres sport. Jeg var faktisk ikke klar over, at vi har så mange talenter, så det var kanon for mig at komme til det her arrangement og få muligheden for at møde dem og snakke med dem, siger Søren Hundahl.

Sponsorater er afgørende for atleterne

Vil man til tops, og har man som de unge atleter et mål om at repræsentere Thy på den internationale sportsscene, så kræver det ikke kun hårdt arbejde og mange timers træning. Det kræver også økonomi at indfri disse mål, f.eks. til træningsudstyr og konkurrencer.

Denne realitet var omdrejningspunktet for aftenen, som var arrangeret af projektet Sponsored by Thy, der har til formål at være ressource- og sparringspartner for de unge atleter, for eksempel i forhold til de økonomiske udfordringer, de står overfor.

Sponsorater er helt afgørende for de unge talenter, og derfor har vi længe arbejdet på at finde det rette setup, som kan imødekomme nogle af de udfordringer vores lokale eliteatleter står over for. En løsning som både støtter atleterne økonomisk og skaber værdi for involverede virksomheder, siger Bertel Østergaard, der er Sponsor- og eventkonsulent hos Sponsored by Thy.

Vi vil gerne arbejde videre med et setup, hvor virksomhederne får mulighed for at tegne et sponsorat hos Sponsored by Thy, hvorefter de finansielle midler bliver kanaliseret videre ud til en række lokale atleter samtidig med, at projektet varetager nogle forpligtelser over for den givne virksomhed, forklarer han.

Begejstrede virksomheder

Sponsored by Thy fik mange positive tilbagemeldinger fra de fremmødte virksomheder omkring idéen om at støtte atleterne bredt, gennem Sponsored by Thy, frem for at støtte atleterne enkeltvis.

Idéen med Sponsored by Thy er rigtig god. Jeg tror, det vil gøre det lettere for os alle sammen at støtte de unge talenter. Det kan jo være enormt svært for os som virksomhed at skulle udvælge nogle atleter, som vi vil støtte, for de har jo alle fortjent det, siger Søren Hundahl.

Og som der blev snakket om på aftenen, så er noget af det, der giver os erhvervsfolk lyst til at støtte de unge talenter, at vi kan spejle os i hinanden. Vi brænder begge parter for det, vi laver og kæmper hver dag for at nå de mål, vi har sat os for. Atleterne fortjener at blive hjulpet på vej, så de kan opnå gode resultater og gå ud og være de gode ambassadører for Thy, som de er, siger han.

Meet N’ Greet-arrangementet bød også på et inspirerende indslag fra kajakroer og OL-sølvvinder René Holten Poulsen, som delte ud af sin erfaring omkring de udfordringer, som de unge atleter i Thy står overfor.

Kontaktoplysninger:

Bertel Østergaard, Sponsor- & Eventkonsulent, Sponsored by Thy, tlf. 27641267, bertel@thyef.dk

Søren Hundahl, Ejer J. Hundahl, tlf. 22446690

Læs mere om Sponsored by Thy her: https://sponsoredbythy.dk/

     

    Sponsored by Thy - Workshop

    Sidder du inde med spørgsmål? Så er du altid velkommen til at kontakte os!

    Bertel Østergaard
    Sponsor- & Eventkonsulent

    bertel@thyef.dk
    (+45) 27 64 12 67