Caroline bed skeer med den absolutte verdenselite

I denne weekend var nogle af verdens bedste inden for Stand Up Paddle samlet i Schweiz, da den stod på ICF World Cup

Der har været smæk på denne weekend for unge Caroline Küntzel, der var i Schweiz for at deltage i ICF World Cup inden for Stand Up Paddle. Et stævne hvor flere kvinder fra den absolutte verdenselite var til stede for at konkurrere.

Weekenden stod på to forskellige discipliner for unge Caroline. Den stod på 1000 meter teknisk race samt 100 meter sprint. De to discipliner fandt sted samme dag, hvorfor det krævede ekstra energi og styrke at præstere. Energi, eller mangel på samme, blev for Caroline desværre også en afgørende faktor.

Caroline kvalificerede sig sikkert til semifinalen, efter hun formåede at vinde sin første runde. Semifinalen endte ud i en tredjeplads, efter tæt konkurrence med sidste års VM-sølvvinder, hvorfor Caroline var videre til finaleheatet.

Der var kun planlagt 15 minutters pause mellem de planlagte løb fra arrangørernes side, hvorfor Caroline godt kunne mærke, at hun ikke ligefrem havde overskud af energi i kroppen. Dette blev desværre også afgørende i finaleheatet, hvorfor hun måtte tage sig til takke med en femteplads.

I finalen kunne jeg mærke, at jeg var drænet for energi. Med kun 15 minutter mellem hver runde, kunne jeg ikke holde boardet oppe i fart til sidst, fortæller Caroline Küntzel.

Hurtigt videre til næste race

Blot 30 minutter efter finalen i teknisk race stod den på sprint, hvilket er Carolines favoritdisciplin.

Caroline befandt sig i et hårdt heat, hvor flere tidligere medaljevindere fra sidste år var at finde blandt konkurrenterne. Grundet det tætte program ændrede Caroline strategi forud for disse kvalifikationsrunder, hvor hun i højere grad sparede på kræfterne sammenlignet med tidligere.

Jeg formåede at kvalificere mig til finalen samtidig med, at jeg fik sparet på lidt af mine kræfter. Jeg kom stærkt fra start og lå forrest efter 80 meter på i første runde samt semifinalen, hvorefter jeg valgte at spare lidt kræfter inden finalen, fortæller Caroline.

Finalen endte desværre uden podieplads for den unge thybo. To af konkurrenter formåede at fange Caroline mellem sig, hvorfra hun blev blokeret, når hun prøvede at sprinte fra feltet. Dette var blandt andet afgørende for, at Caroline måtte nøjes med en fjerdeplads i sprint-disciplinen.

Tager hjem med oprejst pande

Det blev desværre ikke til medaljer eller podiepladser for Caroline i denne omgang. Hun tager dog hjem til Danmark med oprejst pande og fornyet energi, eftersom hun i høj grad blev bekræftet i, at hun kan konkurrere med de bedste.

Turen var god og lærerig. Jeg ved nu, at jeg i højere grad skal disponere over min energi til konkurrencer. Min strategi og taktik bliver derfor prioriteret højere fremadrettet, når konkurrencen er så tæt som den er.

Jeg er stolt over, at jeg ender i top fem til årets første World Cup, hvor de bedste inden for eliten er at finde. I en alder af 19 år har jeg masser af år foran mig, hvorfor det er bekræftende at vide, at det blot handler om de sidste detaljer for, at jeg kan nå podiet næste gang, afslutter Caroline.

Den unge thybo ser har et erklæret mod om, at hun inden for de kommen tre år skal sikre sig titlen som verdensmester.